Stævner FAQ

Hvor mange stævner er der om året for medlemmer af Taifu?

Vi har tre faste stævner om året vi deltager i. Det drejer sig om “Shobu Ippon Tournament”, som er det største stævne, som afvikles i Hørsholm. Dernæst har vi “Kampen om Øresund”, som afholdes et sted i Danmark eller Sverige. Sidste stævne er et Shobu Ippon udviklingsstævne, som afholdes i Taifu. Alle tre stævner er opdelt i alder og grad. Man kan stille op i både kata og kumite. Til Shobu Ippon Tournament er der endvidere holdkata. Ud over de tre faste stævner har vi et rigtig godt samarbejde med JKA i Norge, JKA i Sverige og Shobu Ippon Danmark. Vi udtager således kæmpere til Nordic Open i Shobu Ippon og internationale stævner i Norge og Sverige.

Hvilke discipliner kan man stille op i?

Du kan stille op i både kumite og kata. Fra hvidt til violet bælte består kumite af gohon-kumite, som er velkendt af alle. Fra brunt bælte og op er det Shiai kumite, som er frikamp. Derudover er der mulighed for at stille op i holdkata ved Shobu Ippon Tournament og andre stævner. Endvidere kan man blive udtaget til holdkumite ved stævner, der tilbyder denne disciplin.

Hvor gammel skal man være for at stille op?

Man skal være fyldt 8 år for at kunne stille op. Der er ingen øvre aldersgrænse. Alle klasser er opdelt i alder og grad således, at man kun møder udøvere i samme aldersgruppe og på samme bælteniveau.

Hvor længe varer et stævne?

Et stævne starter ofte kl. 09.00. Frem til frokost afvikles klasser for børn, som afsluttes med medaljeoverrækkelse. Efter frokost afvikles klasser for større børn, unge og voksne. Når de er færdige om eftermiddagen overrækkes der medaljer. Vi anbefaler, at man bliver til medaljeoverrækkelse i den kategori du deltager i. Dermed bakker man op om sine holdkammerater, som skal stille op.

Hvilket bælte skal man have for at stille op?

Til udviklingsstævner er der ikke krav om noget bestemt bælte/bestemt grad. Man skal dog kunne den første kata og kunne udføre gohon-kumite. Til andre stævner kan der være krav om en bestemt grad for at kunne deltage.

Hvordan foregår et stævne?

Et stævne foregår ved, at alle kæmperne bliver opdelt i alder og grad. Herefter konkurrerer man mod hinanden i de enkelte klasser. Det er tale om cup-system, hvilket vil sige, at vinderen af en kamp går videre. Der er 5 dommere som vurderer, hvem der har klaret sig bedst i hver kamp. De markerer deres beslutning med et rødt eller hvidt flag. Det røde flag refererer til den kæmper, som har rødt bælte på. Alle der slutter blandt de 3 første får en medalje, og vinderen får en pokal.

Hvad koster det at deltage til et stævne?

Prisen svinger mellem 100 kr og 250 kr per kategori. Prisen er afhængig af stævnets størrelse. Hvis man til fx Shobu Ippon Tournament stiller op i kata og kumite koster det 400 kr. Forudbetalt deltagergebyr tilbagebetales ikke ved sygdom eller lignende.

Hvordan tilmelder jeg mig et stævne?

Taifu har et stævneudvalg, som sørger for, at der bliver udsendt invitationer med oplysninger om hvordan man tilmelder sig. Det foregår via mail ligesom og opslag i vores facebookgruppe. Der er altid hjælp at hente med tilmeldinger gennem instruktørererne og stævneudvalget. Til udviklingsstævner kan alle stille op. Til alle andre stævner vil der ske udtagelse. Det er din instruktør der udtager dig på baggrund af dit niveau (både fysisk og mentalt), dit engagement og dit fremmøde. Når du er indstillet er der krav om, at du passer din træning op til stævner. Det er vigtigt, at tilmelde sig i god tid. Tilmelding efter deadline er ikke mulig.

Hvilket udstyr skal jeg bruge for at kunne stille op til et stævne?

Du skal have ren gi med Taifu klubmærke samt et rødt bælte. Det røde bælte bæres af den ene kæmper. I kumite skal du have hvide kamphandsker og tandbeskytter. Hvis man har langt hår (hår må ikke gå ned over øjnene) skal hårelastik benyttes. Den må ikke være af metal.

Negle på fingre og tæer skal være kortklippede. Der må ikke bæres smykker (ringe, øreringe, ur, halskæde, piercinger mv)

Skridtbeskytter og brystbeskytter må benyttes – det er ikke obligatorisk.

Piger/kvinder må bære hvid t-shirt under gien.

Hvilket krav er der til udstyr?

Gien skal være nyvasket, og der skal være Taifu klubmærke på.

Ærmer: Jakkens ærmer må maksimalt gå til håndleddets bøjning og skal mindst nå halvvejs ned på underarmen, jakkeærmer må ikke rulles op.

Bukser: Bukserne skal have en længde, så de dækker mindst 2/3 af skinnebenet og må ikke rulles op. Bukserne må max, gå til fodleddets bøjning.

Bælte: Når jakken er strammet rundt om taljen med bæltet, skal den mindst have en længde, så den dækker hofterne, men ikke længere end til ¾ ned på låret.

Kamphandsker: De skal være hvide og tyk model. Når du køber dem i Taifu er du sikker på, at de er godkendt.

Tandbeskytter: Den skal være tilpasset og bæres under kumite. Når du køber den i Taifu er du sikker på, at den er godkendt.

Er der fællestransport til stævner?

Man aftaler ofte at køre sammen til stævner. Det foregår ved, at man taler sammen. Forældre til mindre børn skal selv være med til stævnet for at bakke op om barnet.

Hvem hjælper udøverne til stævner?

Taifu sørger for at der er voksne med til at hjælpe de mindre rutinerede. Når man har prøvet at stille op til flere stævner kan man klare det meste selv. Mange af vores voksne udøvere er endvidere altid klar til at hjælpe under stævnerne.

Hvordan varmer jeg op til et karatestævne?

Vores coaches og voksne udøvere hjælper med at alle får varmet op. Nogle gange er der fælles opvarmning. Har man prøvet at stille op til stævner før anbefaler vi, at man anskaffer sig et sjippetov, som er velegnet til opvarmning.

Hvad med mad og drikke før og under stævne?

Det er vigtigt for præstationen, at man spiser morgenmad inden stævnet. Under stævnet skal man også sørge for at få noget at spise og drikke. Det man spiser må ikke være for “tungt”. Det kan fx være en banan, grovbolle eller rosiner.

Man skal huske at drikke vand så man ikke er tørstig under et stævne. Sodavand under et stævne er en dårlig idè, idet kroppen har svært ved at optage vandet på grund af det høje sukkerniveau. Så vent med sodavand eller andet væske med meget sukker i til efter stævnet.

Hvad får jeg ud af at deltage i et karatestævne?

Karatestævner er en fantastisk mulighed for at opbygge fællesskab og sammenhold, samtidig med at man udvikler sine færdigheder og evner inden for karate. Gennem deltagelse i karatestævner kan man få mulighed for at møde og lære af andre karateudøvere fra forskellige klubber og endda lande. Du lærer dine klubkammerater at kende på en anden måde og forældre til børn lærer hinanden at kende.

Hvordan træner jeg op til et karatestævne?

Op til stævnerne vil der ofte blive tilbudt ekstra træning for dem der er tilmeldt,  hvor du bliver godt forberedt til stævnerne. Det er dog vigtigt, at du prioriterer din træning på dit hold op til stævner således, at du bliver bedst mulig forberedt. Du skal have ca. 80 % fremmøde på dit hold op til et stævne. Hvis der er udfordringer i forbindelse med dette er det vigtigt, at du tager en snak med din instruktør. Hvis du ikke får trænet seriøst op til et stævne, vil din instruktør også tage en snak med dig. Hvis der ikke findes en løsning kan Taifu trække din deltagelse. Du vil i så fald ikke få dit indbetalte stævnegebyr retur.

Bliver jeg bedre til karate når jeg deltager i et karatestævne?

Et stævne er en mulighed for at teste sine færdigheder mod andre. Derudover lærer man at takle nervøsitet i forbindelse med en præstation. Derfor er det en god erfaring i forhold til at blive bedre til at gå til graduering eller andre præstationssituationer (eksamener, prøver mv.) Man lærer endvidere af sine fejl. Det er med til at opbygge selvtillid og selvværd. Man lærer endvidere, at det kræver tålmodighed og målrettethed at blive god til karate. Så hvis du er en karateudøver, der ønsker at opbygge fællesskab, udvikle dine færdigheder og udfordre dig selv, bør du overveje at deltage i karatestævner. Det kan være en oplevelse, der vil følge dig resten af livet

Er der mulighed for at stille op til flere stævner end dem der er beskrevet ovenfor?

Udgangspunktet er, at alle medlemmer i Taifu er godt dækket ind med de beskrevne stævner. Stævnerne har forskellige sværhedsgrad, og det er rigeligt for de fleste. Af og til udbyder vi stævner til dem som ønsker mere, og som vi skønner er egnede til at deltage. Det er vigtigt for klubben, at ingen deltager i stævner, som de ikke er klar til at deltage i. Det kan føre til en rigtig dårlig oplevelse at deltage i stævner, man ikke er klar til, hvorfor stævnedeltagelse kun kan foregå via Taifu.

Kan man bliver karatedommer?

Ja hvis man er sortbælte, og skønnes moden (mindst 18 år) og egnet, kan man blive indstillet til at gennemgå dommeruddannelse. Vi har flere uddannede dommere i Taifu.

Hvordan bliver man coach til et karatestævne?

Hvis man vil hjælpe til under et stævne skal man endelig sige til. Vi har brug for alle kræfter. Man kan således være både hjælper og coach. Som coach skal man selv træne karate og have gennemgået et kort kursus i Taifu.

Kommer man i avisen, hvis man vinder noget til et stævne?

Alle stævneresultater bliver offentliggjort på vores hjemmeside, på KarateNews.dk, på vores facebookside ligesom det kommer i lokalavisen. Du kan altid finde billeder fra stævnerne på vores facebookside og google konto. Har du taget et godt billede så send det til Taifu så vi kan dele det. Mailadressen er info@taifu.dk

Yderligere spørgsmål?

Tag fat I en af vores instruktører eller en fra stævneudvalget. På vores hjemmeside kan du se, hvem der er instruktør og hvem der er i stævneudvalget.