Kobudo (古武道)
I den sidste årrække har træning med de traditionelle våben (Kobudo) virkeligt taget fart i Danmark. Der er etableret flere forskellige skoler og systemer, og ofte trænes kobudo som et anneks til karatetræningen.
Kobudo er et japansk begreb der direkte kan oversættes til klassisk/gammel kriger vej. Begrebet referer oftest til de traditionelle våbenstilarter fra Okinawa og de klassiske stilarter fra Japan.
De typiske våben for Okinawa Kobudo er:
Bo (1,8 m stav), Sai (trefork), Tunfa (kølle med håndtag), Kama (segl), Nunchaku (2 køller med en snor/kæde), Eku (Åre), Tinbei/rochin (skjold og kort spyd), Tekko (knojern) Nunti bo (spyd), Manji Sai (trefork med modsatte forke), mfl.
Baggrundshistorie:
Kobudo blev udviklet og forfinet af den Okinawanske overklasse med rang af Pechin. På Okinawa havde man som i Japan et klasse system med niveauer og her i blandt var Pechin en del af overklassen. De havde tiden til, og muligheden for at udvikle kampsystemer.
Pechin klassen fungerede som politi, administratorer og bodyguards for de royale. Pechin klassen er dem, som rejste til Kina for at studere kinesiske kampsystemer, litteratur og kalligrafi. Formål var, at videreudvikle det de havde lært når de kom hjem til Okinawa.
Den traditionelle opfattelse af våbensystemernes oprindelse går på, at bønderne skulle have udviklet Kobudo og Karate til forsvar mod overmagten under et våbenforbud. Det er en meget romantisk historie, men desværre langt fra sandheden. Sandsynlighed for, at niya (bønder, fiskere, etc.) skulle have udviklet nogen form for kampsystemer er ikke plausibel, og er blevet eftervist af indtil flere hovedstilarts repræsentanter og forskere.
Man skal huske på, at almindelige mennesker på det tidspunkt ikke havde særlig meget fritid. Desuden ville overklassen ikke være interesserede i, at bønderne skulle lære eller træne kampteknikker der kunne bruges i et oprør mod styret.
Dog var der en længere periode på Okinawa, hvor det ikke var tilladt og bære våben og heraf kan myten med bøndernes kampsystemer stamme fra. Nogle teorier henviser til, at man tog hverdagsredskaber, som var acceptable at medbringe overalt, og opbyggede kamp og forsvarsteknikker omkring disse.
Langt størstedelen af de nuværende Kobudo systemer stammer ud fra 2 hovedskoler fra Okinawa, nemlig Ryukyu Kobudo og Matayoshi kobudo. Der er en række mindre familiestilarter og traditioner, der selvfølgelige har en helt speciel historik. Ganske som i Karate, er der ud fra hovedskolerne opstået indtil flere organiseringer og retninger – dog alle med de grundliggende træk fra grundsystemerne.
Fælles for dem alle er, at de er opbygget med basis, kata og kumi serier, meget lig det man ser inden for Karate verdenen.
Kobudo er ofte et naturligt træningselement på Okinawa. De fleste dojoer har enten integreret Kobudo ind i træningen eller kører et Kobudo system ved siden af. Dog findes der også en del dojoer der udelukkende specialiserer sig i Kobudo.
At arbejde med våben, kræver et godt fundament i grundstillinger og forståelse for bevægelser, som oftest opnås ved karate træning. Derfor er karate og kobudo ofte tæt knyttet. Der er flere Karatemestre der mener, at Kobudo viderudvikler karaten, da man bliver nødsaget til at kunne ”flyde mere” i sine stillinger, men stadig sikre god balance, acceleration og kime.
Konkurrence:
I forbindelse med VM og EM konkurreres der i WUKF i kata i kobudo. De officielle våben der kan anvendes er:
Bo / Nunti Bo
Sai
Tonfa
Eku
Nunchaku
Kama
Tinbe
En komplet liste over godkendte kata kan ses på:
WUKF Danmark arrangerer bl.a. DM og Junior DM i kobudo kata. For at sikre, at så mange som muligt kan deltage, kan der gælde tilrettede regler.