Shotokan

Shotokan Karate (松濤館 Shotokan) Er en karatestilart udviklet af Gichin Funakoshi sensei (øverst til højre) (1868-1957) og hans søn Gigo (Yoshitaka) Funakoshi (1906-1945).

Gichin Funakoshi sensei udbredte Shotokan Karate gennem en række demonstrationer i Japan, bl.a. på flere universiteter. Karate blev herefter indført som træningsform på en lang række uddannelsesinstitutioner i Japan.

Japan Karate Association JKA blev oprettet i 1949 og Masatoshi Nakayama (中山正敏 ) sensei blev udnævnt til chefinstruktør. Under ham blev JKA Shotokan karate spredt til det meste af verden.

I Danmark blev Shotokan Karate indført i 1963 af Bura sensei. Flere japanske instruktører har siden da besøgt Danmark. En af de mest betydningsfulde for udviklingen af Shotokan Karate i Danmark, og mange andre lande i verden, er Masahiko Tanaka sensei 8. dan JKA. Tanaka sensei blev hentet til Danmark i 1973 og boede i Danmark med sin familie i tre år.

I disse år udviklede Shotokan Karate sig for alvor i Danmark. Tanaka sensei bragte Danmark på verdenskortet indenfor Shotokan JKA Karate, bl.a. ved at blive verdensmester mens han boede og trænede i Danmark.

Shotokan karate består af 3 hovedelementer:

Kihon

Kihon er indlæring af grundteknikker som parader, stød, slag og spark, og har til formål at indøve bevægelserne rent teknisk. Det vil sige, præcision, kraftkoncentration og reflekser. Kihon er således grundpillen i karatetræningen. Selvom det måske kun er et spørgsmål om få år for at lære dem, vil total beherskelse af den enkelte teknik måske aldrig komme, selv efter livslang træning.

Kata

Kata er den ældste form for karatetræning. Katatræning er kamp mod flere “usynlige” modstandere. Kata er en serie teknikker, der udføres i en bestemt rækkefølge og som stiller store krav til teknik, koordination, balance, timing og koncentration. Træning af kata er en vigtig del af traditionel karate. De første kata er relativ korte og simple, men senere bliver de længere og mere avancerede.

Kumite

Kumite er kamp mod en eller flere fysiske modstandere, og giver mulighed for at “afprøve” de karatefærdigheder, som man har opnået gennem træning af kihon og kata. Under kumitetræning er sikkerheden i højsædet. Alle slag og spark til hovedet skal markeres. På kroppen er der let kontakt. Vores instruktører holder øje med at træningen hele tiden er forsvarlig således at ingen kommer unødigt til skade.

Det kan ske, at der opstår uheld under kumitetræning, hvis en markering ikke kontrolleres. Alle skal have tandbeskytter på under kumitetræning. De skader vi oplever under kumitetræning er overfladiske, og kunne ligeså godt ske under f.eks. fodboldtræning.

JAPANSKE BEGREBER

Som medlem af Taifu Karate Dojo får du gratis udleveret et hæfte med alle japanske begreber, som benyttes under træning. Ret henvendelse til din instruktør, hvis du ikke har fået udleveret et hæfte.

Shotokan Karate (松濤館 Shotokan) blev indført i Danmark i 1963 af Kobayashi sensei fra Japan Karate Association (JKA). Dengang var der ikke meget karate i Danmark, men i København, nærmere betegnet Vestersøhus, lå en karateklub hvor der blev trænet karate. Undervisningen blev varetaget af Bura sensei, som var gradueret 1. dan i Gojo-ryo. En dag fik klubben besøg af en japansk karateinstruktør, Kobayashi sensei 5. dan fra JKA i Japan, der var mellemlandet i København på vej til Tyskland. Mens han var i København ville han finde en karateklub han kunne træne i.

Han ankom til klubben, hvor han traf Bura sensei. Det blev aftalt, at Kobayashi sensei skulle undervise i JKA Shotokan karate og efter 2 timers træning under Kobayashi sensei var Bura sensei overbevist om, at det var den form for karate han ville træne fremadrettet. Bura sensei tog Shotokan karate til sig helt og holdent.

Kobayashi sensei

Herefter gik det fremad med raske skridt. Kobayashi sensei kom senere tilbage til Danmark og underviste i Shotokan karate, og lovede her, at han ville vende tilbage mindst én gang om året. Når Kobayashi sensei var i Japan, sørgede han stadig for den lille, men hastigt voksende Shotokan klub i Danmark, og sende Watanabe sensei 4. dan JKA til Danmark i 1964. Her modtog Bura sensei intensiv træning 6 timer dagligt af Watanabe sensei i 3 måneder. Bura sensei havde på daværende tidspunkt en privat dojo, hvor træningen foregik. Watanabe sensei blev kaldt for tigeren på grund af hans store energi og udholdenhed.

Under Watanabe sensei’s ophold i Danmark, blev den første sommertræningslejr afholdt på en lejet ø i Sverige. Lejren varede en hel måned og sluttede af med graduering, hvor flere blev gradueret grønt eller violet bælte. Alle var hvidbælter da lejren startede.

I 1965 blev Bura sensei gradueret 1. dan i JKA Shotokan karate som den første i Norden.

Bura sensei og Watanabe sensei 1964

I 1967 kom Kobayashi sensei tilbage til Danmark, og nu var det tid til at organisere klubberne, der i mellemtiden var etableret i Danmark. Dansk Karate Forbund blev stiftet i 1967 af Bura sensei og Kobayashi sensei.

Kobayashi sensei flyttede i den periode til Danmark, hvor han boede i 9 måneder indtil hans opholdstilladelse udløb. De danske myndigheder nægtede efterfølgende Kobayashi sensei arbejds- og opholdstilladelse, da man dengang anså karate for noget “farligt” som man ikke måtte undervise andre i. Under Kobayashi senseis ophold blev Bura sensei i november 1968 gradueret 2. dan.

Kort tid efter kom Kanazawa sensei til Danmark for at undervise og være dommer ved de første danske mesterskaber i karate. De blev afholdt i Idrætshuset i København, og var både en sportslig og publikumsmæssig succes. Samme år blev Europaforbundet EAKF (European Amateur Karate Federation) stiftet, og de første Europamesterskaber blev afholdt i Wien i 1968, med dansk deltagelse. Af de danske kæmpere var det kun Bura sensei, der havde sort bælte, resten var brunbælter. Bura sensei opnåede en 4. plads.

I 1969 samlede Bura sensei nogle af sine elever og rejste rundt i det meste af Danmark og udførte karatedemonstrationer. Dengang var kendskabet til karate meget lille. Resultatet af de mange opvisninger var, at der blev etableret en del klubber rundt om i Danmark.

I 1969 blev det første danske mesterskab i karate afholdt i Idrætshuset i København, hvor Bura sensei vandt både kata og kumite.

John Nielsen sensei og Bura sensei under karatedemonstration

Bura sensei åbnede i 1970 sin egen dojo, Nippon Karate-do Kai

Nippon Karate-do Kai blev istandsat med hjælp fra eleverne, og da klubben stod færdig uddannede Bura sensei de første instruktører i Danmark.

I 1974-75-76, var der kun 3 dojo’er man kunne vælge imellem i Storkøbenhavn, hvor man kunne træne JKA Shotokan Karate-Do. Det var Honbu-dojo på Amager, Nippon på Frederiksberg og Sporting i City.

I 1974-76 boede Masahiko Tanaka sensei i København, og underviste på Honbu-dojo sammen med Bura sensei. Det var her kutyme, at brun- og sortbælter fra Nippon og Sporting skulle komme og træne sammen med brun- og sortbælterne fra Honbu-dojo. På den måde blev alle bedre og styrkede udviklingen af JKA Shotokan Karate i Danmark.

Træningen var meget hård og disciplineret. Tanaka sensei forberedte sig til verdensmesterskaberne i Los Angeles, og brugte de tilstedeværende som sparringspartnere for at holde sin kumiteform i top.

Bura sensei opfordrede eleverne til at træne hårdt. Hvis han bemærkede, at eleverne begyndte at sjuske med teknikkerne stoppede han træningen og spurgte de tilstedeværende “om det ikke var JKA Shotokan Karate-Do vi ønskede at træne?”. Eleverne svarede osu og den hårde træning fortsatte. Den hårde træning havde sin pris og flere vendte tilbage til deres respektive klub for at træne.

Dem der blev tilbage fortsatte den hårde træning og flere fik senere muligheden for at komme på landsholdet. En historie fra dengang: “Den hårde træning fortsatte som sædvanlig, der kunne være nogle dage hvor man virkelig skulle tage sig meget sammen for at tage på Honbu-dojo og træne, men disciplin fik vi lært, så man fik slæbt sig derud. Når man så kom i gang med træningen var man glad igen. Som man ved er gentagelser af repetitioner nødvendige for at få gode teknikker. Så en dag blev der sat flere borde ind i dojo’en, hvor vi skulle stille os i en række foran bordene i zenkutsu-dachi og sparke maegeri. Vi skiftedes til at tælle til 10 hver, og vi var ca. 35, og når alle 35 havde talt, begyndte der forfra stadig med det samme ben og sådan tog vi 10 omgange, og så manglede der naturligvis 10 omgange med det andet ben. Der kom nogle problemer efterhånden som der blev talt, da bordene gik op til knæet. Foden skulle således højt op for den kunne passere bordkanten. Det resulterede i, at man kom til at sparke ind i bordet op til flere gange, når man blev træt. Der var mange der havde ondt i tæerne og skinnebenene den dag og dagene efter.”

Der blev trænet 2 timer hver dag og hvis man var syg kom man alligevel og overværede den træning, man skulle have deltaget i.

I den periode kom der flere udenlandske kæmpere på besøg til træning. Danmark havde ry for at være meget seriøse pga. Tanaka sensei og Bura sensei. Der kom bl.a. japanske, tyske, engelske, svenske og norske kæmpere på besøg. Det Sydafrikanske landshold kom også til Danmark til venskabsturnering.

Tanaka sensei og Bura sensei

Fra et af de første Danmarksmesterskaber

Siden har dansk Shotokan karate medvirket ved samtlige internationale mesterskaber, og det er blevet til en ganske pæn medaljehøst gennem årene. Ved Europamesterskaber har Danmark flere gange vundet bronzemedljer, og to gange er det Nordiske mesterskab gået til et dansk Shotokan hold. I 1977 fik Danmark en individuel Europamester, nemlig Willy Schönberg fra Karate Akademiet.

Men den største triumf fejrede Danmark nok ved verdensmesterskaberne i Los Angeles i 1975. Året før havde Bura sensei skaffet Tanaka sensei til Danmark som chefinstruktør. Tanaka sensei var dengang 6. dan i JKA, og nok en af de bedste kæmpere nogensinde, og som sådan meget eftertragtet rundt om i verden som instruktør. Men Tanaka sensei kom til Danmark, og resultatet af hans undervisning kom i 1975 ved VM. Tanaka sensei blev verdensmester og kataholdet blev nr. 5. I individuel kata for kvinder blev Elsa Marie Birn nr. 4.

Afstamningen fra Shorin-te præger stadig Shotokan, hvilket dog ikke hindrer den stadige udvikling i “dynamisk karate”, da man hele tiden udvikler de forskellige teknikker til at blive hurtigere, smidigere og mere kraftfulde i takt med udviklingen af mennesket, der som følge af videnskabelig indsigt og bedre træningsmetoder, bliver i stand til at bruge de enkelte teknikker bedre og bedre og hurtigere og hurtigere.

Katatræning i Shotokan karate er en vigtig del af den daglige træning på grund af den store indflydelse det har på udviklingen af psyke, koordination og timing af teknikker i forhold til hinanden i forsvar og angreb.

Shotokan karate trænes også som sport, hvilket både har gode og mindre gode sider. Det gode ved det er bl.a. det idrætslige samvær og konkurrencerne. Det mindre gode ved sportsdelen er, at man for at at kunne træne med henblik på konkurrencer beklageligvis fjerner sig fra den egentlige karatedo, der jo ikke i sig selv handler om at vinde konkurrencer, men om at opnå en fuldendt harmoni mellem krop og sjæl gennem udøvelsen af karatedo.

Det inspirerende ved at træne karate rigtigt er, at uanset hvor mange konkurrencer man vinder, og hvor meget man end træner, bliver man aldrig god nok, da man jo hele tiden skal være bedre end sig selv, hvilket jo i sig selv er uopnåeligt. Derimod, hvis man kun træner for at vinde karatekonkurrencer, behøver man egentlig “bare” at blive bedre end de andre udøvere for at nå sit mål.

Typisk for Shotokan karate er også den lave kampstilling (lavt tyngdepunkt), samt de mange kata. Det ses jo også ved internationale stævner, at kampstilen for næsten alle stilarters vedkommende, efterhånden ligner Shotokan til forveksling. Tidligere kunne man kende stilarterne på deres kampstilling, men nu har alle efterhånden adobteret en lav stilling. Det i sig selv, må jo være betegnelsen for udviklingen i ikke kun Shotokan karate, men også i andre stilarter, en udviklig, som forhåbentlig hele tiden vil fortsætte i en positiv retning så længe der trænes karate, da det ikke er så godt at gå i stå i gamle dogmer og teknikker. Man kan sagtens holde sine traditioner i hævd og samtidig udvikle sig, som Shotokan karate har gjort, og nok bliver ved med at gøre langt ud i fremtiden.

Kobudo (古武道)

I den sidste årrække har træning med de traditionelle våben (Kobudo) virkeligt taget fart i Danmark. Der er etableret flere forskellige skoler og systemer, og ofte trænes kobudo som et anneks til karatetræningen.

Kobudo er et japansk begreb der direkte kan oversættes til klassisk/gammel kriger vej. Begrebet referer oftest til de traditionelle våbenstilarter fra Okinawa og de klassiske stilarter fra Japan.

De typiske våben for Okinawa Kobudo er:

Bo (1,8 m stav), Sai (trefork), Tunfa (kølle med håndtag), Kama (segl), Nunchaku (2 køller med en snor/kæde), Eku (Åre), Tinbei/rochin (skjold og kort spyd), Tekko (knojern) Nunti bo (spyd), Manji Sai (trefork med modsatte forke), mfl.

Baggrundshistorie:

Kobudo blev udviklet og forfinet af den Okinawanske overklasse med rang af Pechin. På Okinawa havde man som i Japan et klasse system med niveauer og her i blandt var Pechin en del af overklassen. De havde tiden til, og muligheden for at udvikle kampsystemer.

Pechin klassen fungerede som politi, administratorer og bodyguards for de royale. Pechin klassen er dem, som rejste til Kina for at studere kinesiske kampsystemer, litteratur og kalligrafi. Formål var, at videreudvikle det de havde lært når de kom hjem til Okinawa.

Den traditionelle opfattelse af våbensystemernes oprindelse går på, at bønderne skulle have udviklet Kobudo og Karate til forsvar mod overmagten under et våbenforbud. Det er en meget romantisk historie, men desværre langt fra sandheden. Sandsynlighed for, at niya (bønder, fiskere, etc.) skulle have udviklet nogen form for kampsystemer er ikke plausibel, og er blevet eftervist af indtil flere hovedstilarts repræsentanter og forskere.

Man skal huske på, at almindelige mennesker på det tidspunkt ikke havde særlig meget fritid. Desuden ville overklassen ikke være interesserede i, at bønderne skulle lære eller træne kampteknikker der kunne bruges i et oprør mod styret.

Dog var der en længere periode på Okinawa, hvor det ikke var tilladt og bære våben og heraf kan myten med bøndernes kampsystemer stamme fra. Nogle teorier henviser til, at man tog hverdagsredskaber, som var acceptable at medbringe overalt, og opbyggede kamp og forsvarsteknikker omkring disse.

Langt størstedelen af de nuværende Kobudo systemer stammer ud fra 2 hovedskoler fra Okinawa, nemlig Ryukyu Kobudo og Matayoshi kobudo. Der er en række mindre familiestilarter og traditioner, der selvfølgelige har en helt speciel historik. Ganske som i Karate, er der ud fra hovedskolerne opstået indtil flere organiseringer og retninger – dog alle med de grundliggende træk fra grundsystemerne.

Fælles for dem alle er, at de er opbygget med basis, kata og kumi serier, meget lig det man ser inden for Karate verdenen.

Kobudo er ofte et naturligt træningselement på Okinawa. De fleste dojoer har enten integreret Kobudo ind i træningen eller kører et Kobudo system ved siden af. Dog findes der også en del dojoer der udelukkende specialiserer sig i Kobudo.

At arbejde med våben, kræver et godt fundament i grundstillinger og forståelse for bevægelser, som oftest opnås ved karate træning. Derfor er karate og kobudo ofte tæt knyttet. Der er flere Karatemestre der mener, at Kobudo viderudvikler karaten, da man bliver nødsaget til at kunne ”flyde mere” i sine stillinger, men stadig sikre god balance, acceleration og kime.