Facebooklinkedinmail

Efter endt træning og en velfortjent dukkert i poolen bød Korfu på græsk kulturaften med bl.a. traditionel græsk folkedans også kaldet ”Sirtaki”.

 

Det kunne Andreas og Lukas’ far (Stig Ekkert) ikke stå for, det er ham til venstre, og han kastede sig ufortrødent ud i dansen til tonerne af græsk musik og ikke mindst til stor jubel for publikum i særdeleshed de danske. Efter endt lægegerning ligger der bestemt en glorværdig dansekarriere og venter på hr. Ekkert.

Efter veloverstået optræden forlod hr. Ekkert dansegulvet, og det var nu – om end lidt modvilligt – Rikkes tur til at vride kroppen til de græske rytmer. De to græske dansere kunne ganske enkelt ikke stå for Rikkes lange lyse hår. Der var for resten ingen blandt publikum, der var i tvivl om, at det havde hun prøvet før.

 

Mens der blev sunget og danset for fulde gardiner nød de øvrige danskere en kop kaffe med en dertil hørende Ouzo, som er en anis-baseret brændevin fra Grækenland og grækernes nationaldrik. Det blev dog hurtigt midnat, og det var derfor tid til at komme til køjs, så alle var friske og udhvilet til næste dags træning.

 

Dag tre på WKF’s første Karate1 – Youth Cup & Training Camp forløb som de forrige to med at øve teknikker igen og igen og igen og igen osv. 

  

I dag, torsdag den 5. juli, er der indvejning af alle deltagere, og så starter turneringen i morgen fredag for kadetter (Lukas kl. 16:00, Johanna kl. 17:15, Jonas og Chris kl. 18:30) og lørdag juniorer (Rikke og Andreas kl. 09:00 ). Mere herom følger.

Det kan i øvrigt oplyses, at Korfu er på størrelse med Bornholm. Den er ca. 640 km² stor og har ca. 125.000 indbyggere, hvoraf ca. 45.000 bor iKorfu by. Et ordsprog siger, at: “Enten bliver man forelsket i Korfu eller på Korfu”.

Facebooklinkedinyoutubeinstagrammail