Foto: Jan Olsen, John Mortensen Taifu og KarateNews fotograf

11 kæmpere havde i weekenden taget den lange tur til den svenske hovedstad, for at deltage i årets Stockholm open. Kæmpere fra 10 nationer havde sat hinanden stævne for at prøve kræfter på arealerne.
 
Lørdag havde vi kun 1 kæmper der skulle på, og da dem der skulle på om søndagen først ankom i løbet af dagen, betød det at Emil og hans far Jan var de eneste Taifu  repræsentanter i hallen denne dag. Emil blev lidt skuffet da han efter indvejning og registrering erfarede at kun en kæmper “turde” stille op i denne vægtklasse. Det er ikke det mest motiverende at rejse så langt for at stå direkte i finalen, og når så samtidigt arrangørerne vælge at ændre tidsplanen med kort varsel, var det svært for Emil at rejst yderligere motivation. Emil leverede dog alligevel en godkendt indsats, selvom han måtte se sig besejret 1-3 af en estisk kæmper. Afgørelsen faldt hovedsageligt på at dommerne gang på gang mente at esterens angreb var før Emil’s. Det er jo en skønssag, og det kunne ligeså godt have gået Emil’s vej. Men en flot pokal for anden pladsen kunne Emil jo trods alt rejse hjem med. Det er dog til stadighed ærgerligt, at der ikke er flere tilmeldte i vægtklassen, når stævnet ellers er så stort.
 
Søndag skulle så de 10 øvrige kæmpere i aktion. Her var der bestemt ikke nogen puljer hvor der manglede kæmpere. Alexander var først på tatamierne og meget opsat fra første kamp. Han vandt de første kampe overbevisende og gik helt frem til semifinalerne før der begyndte at blive lidt spænding. Men selvom semifinalen var spændende, var det alligevel Alexander der trak det sidste strå mod en kæmper fra rusland. Dette var til stor frustration for den russiske træner, der blev bortvist for utilbørlig coaching. I finalen ventede endnu en fra den samme russiske klub, og med samme træner. Træneren fik dog lige besked på at tage et glas vand og fik en lille lektion inden kampen om hvordan man opfører sig. Kampen var meget tæt og spændende og ingen kunne på noget tidspunkt se hvem der ville ende med sejren. Men desværre måtte Alexander til sidst se sig besejret knebent efter noget af en herrefight. Alexander kan dog være stolt af sin sølvmedalje, for det var bestemt ikke nogen dårlig modstander han tabte til.
 
Så var det Laura’s tur til at komme i kamp. Laura var for første gang med til så stort et stævne og hun var meget spændt på hvordan det ville gå. Et par af kæmperne i gruppen havde hun før mødt og tabt til, så hun håbede på lidt lodtrækningsheld. Det skulle hun dog ikke få, da hun i første kamp havde trukket den senere vinder af puljen. Selvom Laura prøvede alt og forsøgte at få sine teknikker til at lykkes, var hendes modstander for god på dagen. Enhver lille blottelse hos Laura blev udnyttet og så var det bare op ad bakke for Laura. Hun kan dog glæde sig over at have prøvet kræfter mod en meget stærk modstander og have lært en del om hvad der kræves for at være med hvor det er rigtig sjovt.
 
Chris var næste mand på scenen i bogstaveligste forstand, da 2 af arealerne var placeret på en stor scene i hallen. Chris som ugen før havde vundet Basel Open var åbenbart ikke blevet mæt af sejre. Fra første kamp fortsatte han de flotte takter fra ugen før, og med kløgt og hurtighed satte han alle modstandere til vægs. Selvom han allerede i første kamp havvde slået sin ryg, da han faldt ned på spændet på hans beskyttelsesvest, og måtte tilses af læge og flere gange behandles med coolspray, havde han ikke tænkt sig at give op. Han kæmpede formiddabelt og han blev en meget fortjent vinder af hans klasse da ingen kunne finde midlet til at stoppe ham. Så endnu en guldmedalje til samlingen hjemme i Tune og en meget velfortjent en af slagsen.
 
Så skulle Nikolaj Jensen i ilden. Nikolaj mødte en meget aggresiv kæmper og blev konstant presset bagud. Han forsøgte sig med kontra men det ville ikke rigtig lykkes for ham. Så selvom han holdt modstanderen nede på en enkelt scoring, var det ikke nok til yderligere avancement.
 
Herefter skulle trekløveret Malou, Silje og Caroline igang i deres pulje. Malou var først og hun i sin første kamp helt forrygende og viste utrolig flot karate, der resulterede i en overbevisende sikker kamp. Næste kamp var mod en lille svensk kæmper der havde vundet sin første kamp med tårer istedet for karateteknikker. Denne taktik valgte hun også mod Malou, der var en klart bedre kæmper, men selv når Malou strejfede modstanderens hestehale brød hun i gråd og dommerne faldt fuldstændigt for det. Så helt urimeligt tabte Malou på 4 x straf for hård kontakt og medfølgende diskvalifikation. Silje havde endnu en gang det uheld at trække puljens højeste kæmper i første kamp og da Silje som bekendt ikke har verdens største rækkevidde var det en meget svær opgave. Silje gav sig dog ikke uden modstand og hun fik vist et stort fighter hjerte. Det endte dog i et 3-6 nederlag og dermed var hun ude. Så var det op til Caroline at forsvare pigernes ære og det gjorde hun flot. Caroline viste noget af det bedste hun har præsteret til dato og hun viste sit store repetoire i de første 2 kampe som hun begge vandt. I semifinalen mødte hun dog en modstander der på dagen var lidt bedre, efter et hæderligt nederlag kunne hun glæde sig over en fortjent bronzemedalje.
 
På scenen var det nu blevet Rasmus tur til at komme i kamp. Han var på dagen helt forrygende og han nærmest udklasserede sine modstandere i de første 3 kampe. Her blev scoret point med på alle måder, dog var hans cirkelspark til hovedet de mest iøjenfaldende. De blev sat med hurtighed og præcision som sjældent set før fra Rasmus og det blev også anerkendt med rosende ord fra modstandernes trænere og flere af dommerne efter stævnet. Det var dejligt at se at andre kan være storsindede nok til at komme og give hånd til en kæmper og komme med flotte kommentarer selvom deres egne kæmpere havde tabt stort. Semifinalen blev også vundet sikkert, selvom cifrene 3-1 ikke fortæller det og igen var det med et cirkelspark til hovedet at Rasmus vandt kampen og selvom en advarsel i de sidste sekunder for at gå baglæns gav modstanderen et point, var der aldrig tvivl om vinderen. I finalen ventede en nordmand som havde været ligeså overbevisende i hans halvdel af puljen. Kampen blev et forrygende flot opgør hvor den norske kæmper buldrede frem og Rasmus stille og roligt afværgede alt og konstant var farlig på kontra. Det var også en kontra der bragte Rasmus foran 1-0, men her svarede nordmanden hurtigt igen og fik udlignet. Rasmus kom foran 2-1 da nordmanden fik 2 advarsler for hård kontakt og dette  var også stillingen 2 sek før tid, hvor nordmanden satsede alt og ramte Rasmus på næsen. Desværre mente dommerne ikke at kontakten her var for hård og dermed var der udlignet til 2-2. Så skulle det afgøres på flag og her vandt nordmanden med alle flag, hvilket man ikke kunne indvende noget imod, da han klart var den mest offensive i kampen. Men øv for Rasmus der med hans indsats havde fortjent at vinde, men alligevel har stor ære af sølvmedaljen.
 
Sidste 2 kæmpere var Jonathan og Andreas. Jonathan fik desværre en hurtig exit da han blev diskvalificeret for hård kontakt. Men Andreas havde helt andre planer, han ville helt til tops på dagen. Første kamp vandt han på bye, da hans modstander efter sejr i sin første kamp forlod hallen for at rejse hjem!!! Næste kamp vandt han på flagkendelse efter et meget lige opgør, hvor Andreas dog var klart bedst i dommernes øjne. Så var han i semifinalen og han var blevet varm efter første kamp. Han vandt sikkert efter at have kontrolleret kampen og hele tiden var på forkant med modstanderen. I finalen var Andreas blevet rigtig varm og skulle de seneste andenpladser byttes ud med guld. Det stod da også hurtigt helt klart, da Andreas efter en overbevisende start bragte sig foran. Han fortsatte med imponerende teknikker at øge forspringet og det endte med en meget flot 5-0 sejr. Herefter kunne en lettet, stolt og meget glad Andreas modtage beviset på sejren i årets Stockhom Open.
 
Så med 2 guld 3 sølv og en enkelt bronze kunne Taifu lejren med kæmpere og forældre bryde op og køre den lange vej hjem i højt humør.