VM i karate afholdes i perioden 13. november til 16. november i Tokyo, Japan. I den anledning er Jesper rejst til Japan for at overvære stævnet, og følge med i den internationale udvikling indenfor sportskarate på nærmeste hold.

I de næste par dage vil der være løbende rejsebreve fra Tokyo således at alle Taifu læsere kan få et indblik i hvad der sker i Tokyo.

Mandag den 11. november kl. 1540 satte jeg mig i flyveren i KBH med kurs mod Tokyo. En lang…..flyvetur på næsten 11 timer med en del turbolens over Rusland gjorde turen ekstra lang. Flere passagerer blev syge undervejs og måtte ligge ned og have ilt. Tirsdag kl. 1030 landede jeg i Tokyo uden at have sovet specielt meget undervejs så det var direkte til hotelet og få lidt hvile.

Jeg havde forinden rejsen til Japan haft kontakt med en af mine gamle elever i Helsinge Karate-do Kai, Stefan Sakurai, som bor i Tokyo. Ham skulle jeg mødes med om aftenen til lidt mad. Stefan trænede i Helsinge Karate-do kai tilbage i 1986 og han har siden trænet en masse forskellige kampsporte ligefra Brazilian Jiu-jitsu til Kickboksning. I dag træner han Jka shotokan karate på honbu dojo i Tokyo, hvor han er gradueret sort bælte.

Stefan tog godt imod mig og vi spiste på en meget japansk restaurant i down town, hvor jeg var den eneste turist.

Stefan og Jesper på japansk restaurantStefan og Jesper på japansk restaurant 

Maden blev bestilt via en trådlys computerskærm, som havde direkte forbindelse til køkkenet og tjeneren. Så når man var blevet tørstig så trykkede man bare på skærmen ud for f.eks. en fadøl og kort tid efter kom en ydmyg tjener springende med det man havde bestilt.

Stefan arbejder for Novo Nordisk sammen med ca. 1000 andre medarbejdere i Tokyo. Stefan taler flydende japansk, hvilket er en stor fordel, da japanere taler meget lidt engelsk. Stefan fortalte en masse historier fra træningen på honbu dojo, hvilket var særlig interessesant for mig, da jeg som 18 årig tilbragte 3 måneder i Tokyo med 4-5 timers daglig træning på honbu dojo.  Honbu dojo betyder noget i retning af hovedskolen og mange tilrejsende fra hele verden besøger honbu dojo for at træne under nogle af verdens bedste jka udøvere.

Træningen på honbu dojo er stadig meget hård og man får intet forærende. Der skal trænes hårdt op til et sort bælte og hvis man skal gå til sortbæltegraduering på honbu dojo er chancerne for at bestå 1. gang meget små, idet kun 20 % består første gang. Et interessant perspektiv, som helt sikkert er med til at gøre det til noget helt særligt at blive gradueret sort bælte på honbu dojo.

Senere på aftenen skulle jeg møde nogle af Stefans venner, hvoraf den ene også er dansker og bosiddende i Tokyo. Kelly Lausen arbejder også for Novo Nordisk og Kelly træner Kyukushinkai Karate i Tokyo. Vi tog hjem til Kelly som boede i en flot lejlighed med en fantastisk udsigt ud over Tokyo. Kelly har i sin tid trænet karate i Århus sammen med b.la. Torben Vandrup.

Hjemme hos Kelly blev vi budt på forfriskninger og jeg hilste på hans kone, som er Irsk samt hans børn. En af hans japanske venner var på besøg og bagefter skulle vi videre ud på pub. Det er helt normalt i Japan, at konerne bliver hjemme og passer børn, mens manden ofte går ud om aftenen. Så kvinder med rødstrømpe tendenser skal holde sig langt væk fra en japansk mand…..

Stefan og Kelly samt deres japanske venStefan og Kelly samt deres japanske ven 

Kelly tog os med til den midste bar jeg nogensinde har været i. Den lå i en lille gyde, hvor der lå flere meget små japanske barer. Man skulle virkelig være lokalkendt for at finde frem til dem. På baren var der en lille gruppe japanere, som havde været i gang længe….de sang karaoke, som er utrolig populært i Japan. På denne lille bar kommer der fortrinsvis japanere fra Okinawa.

Lager på japansk barLager på japansk bar 

Hver kvardrat cm i den lille bar var udnyttet optimalt og trods den trange plads kunne det japanske ægtepar, som var ejere af baren, trylle det mest utrolige frem ligefra fadøl til specielle japanske madretter.

Mens vi fik fadøl kom den japanske kone hele tiden med små skåle med japanske specialiteter, som vi skulle spise. Der kom alt ind lige fra syltede japanske blomster fra Okinawa til tørret blæksprutte. En speciel oplevelse. Stefan og Kelly sang karaoke og gjorde det rigtig godt og de høstede fortjent bifald fra ægteparret og de andre japanske gæster.

Jesper på den midste bar nogensindeJesper på den midste bar nogensinde 

Efter denne meget specielle bar gik turen videre til et andet sted. Midt i et boligkvarter stod der en ældre mand på gaden. Kelly talte med ham på japansk og derefter blev vi vist hen til en elevator, som førte os op til en eksklusiv pub. En speciel pub, som krævede 100 % lokalkendskab, da der ingen skiltning var overhoved. Også her var der godt gang i karaoken og Stefan og Kelly sang nogle gode japanske sange.

Stefan synger karaokeStefan synger karaoke 

Efter besøget på denne pub var det tid til natmad. Klokken var næsten 0330 og hverken Kelly eller Stefan havde på noget tidspunkt kigget på deres ur. De skulle begge møde på arbejde senere på morgenen, men det tager de ikke så tungt. De lever virkelig i nuet og har en stor livsglæde.

Igen var vi på en meget speciel japansk restaurant, hvor man skulle tage skoene af så snart man kom ind ad døren. Vi fik japansk fadøl, som foriøvrigt er rigtig god. Derefter kom der nogle meget specielle retter på bordet. En af retterne var råt hestekød, skåret i tynde skiver. Ikke en ret for hesteejere ……

Jeg skulle prøvesmage hestekødet så jeg tog et stort lyserødt stykke med spisepindene. Det var en ubeskrivelig fornemmelse at sætte tænderne i kødet, da det var meget svært at tygge. Man skulle tygge på kødet  i temmelig lang tid før det var muligt at sluge det. Jeg havde ellers planlagt at sluge det hurtigt og så tænke på noget andet, men det var bestemt ikke muligt her.

Så i de minutter det tog at tygge sig igennem “hesten” gjaldt det om at tænke på noget andet. Efterfølgende skulle der skylles godt igennem med fadøl.

Jeg nøjedes med det ene stykke kød og tog noget tang og rå blæksprutte bagefter. Under hele aftenen fortalte Kelly mange gode historier om hans karate træning. Han træner under nogle af de højst graduerede kyukushinkai instruktører i verden, som han privat kender godt, da han underviser dem i styrketræning. Kelly fortalte, at kyukushinkai afdelingen i Tokyo havde indført kata fra shotokan for at udvide deres pensum. Så han var igang med at lære Tekki kata samt bassai-dai.

Kyukushikai træningen i Tokyo er meget hård og der bliver virkelig gået til den. En særlig positiv ting er at selvom der bliver kæmpet hårdt under træningen så er der en rigtig god stemning bagefter, hvilket understreger japanernes høflighed.

Rejsebrevet vender tilbage senere på ugen, hvor der kommer en nærmere beskrivelse af træningen på Jka honbu dojo.