


Formandens beretning 2018
Endnu et år går nu på hæld, og vi ser frem mod et nyt. I det følgende vil jeg redegøre for de mange aktiviteter, tiltag og resultater vi har skabt i 2018.
Aktiviteter
Vi kan se tilbage på et år, hvor Taifu Karate Dojo på en lang række områder har iværksat masser af tilbud til vores medlemmer.
Vi har i gennemsnit afholdt mere end 2 arrangementer om måneden, hvilket er et meget højt aktivitetsniveau klubbens størrelse taget i betragtning. I år afholdte vi for første gang i mange år en træningslejr sammen med de andre klubber i Shotogakusha. Den blev afholdt i Horsens i pinsen, og Shotogakusha havde arrangeret bustransport dertil. Lejren var en kæmpe succes, og derfor afholder vi også i 2019 pinselejr i Horsens.
Her et udpluk af nogle af vores mange arrangementer:
Nissecup
Ølsmagning
Kyu gradueringer
Dan gradueringer
Danparty restaurant Sukiyaki
Video-pizzaaften for børn og unge
Fastelavns arrangement i dojoen
Specialtræninger med topinstruktører
Dommeruddannelse
Hyggetur på Dyrehavsbakken
Havnefest i Hundested
Instruktøruddannelser
Talenttræning
Pinselejr i Horsens
Nytårstræning
Bustur til Odense og deltagelse i Kodomo Cup
Masser af ekstratræning med de dygtige instruktører i Taifu
Udlandsrejser med Taifu kæmpere
Arbejdsdage i vores dojo

Sommertræning ved Asserbo Slotsruin

Fællestræning i Lyngby
Medlemmer
Vi har igen i år fået mange nye medlemmer i Taifu på vores begynder- og minihold. Det er med til at skabe en masse liv i klubben, og vores instruktører har haft nok at se til. Samtidig med at der kommer nye medlemmer til er der andre, der stopper eller holder pause med karate. Ofte er det vores unge udøvere, som skal til at prioritere deres uddannelse eller arbejde. Det er en stor glæde, at vi altid modtager meget positive tilbagemeldinger, også når medlemmer vælger at holde pause eller stoppe. Det giver håb for, at de måske får lyst til at træne karate igen, når der er mere tid i kalenderen.
Markedsføring
Vi har været dygtige til at få artikler i lokalavisen, og alle vores arrangementer har været beskrevet i tekst, video og billeder på vores hjemmeside og på sociale medier til stor gavn for vores mange læsere og følgere. Flere af vores opslag på facebook bliver set af mere end 7.000 personer. Interessen for Taifu er stor! Stort tak til vores presseansvarlig Maya Holm san for hendes store arbejde med at markedsføre Taifu.
Resultater
Vi har i årets løb opnået mange flotte resultater. Mange af vores medlemmer har fået nye farver på bæltet, og vi har fået fået flere nye dangrader i år, som er med til at højne vores faglige niveau. Særligt dangradueringen i december måned satte Taifu på Danmarkskortet med 6 nye sortbælter. Det efterfølgende danparty på restaurant Sukiyaki i København var et af de største danparty, jeg har oplevet i de 40 år jeg har trænet karate. Det var særlig glædeligt, at karateudøvere og karateinstruktører fra flere lande og fra forskellige karateorganisationer havde prioriteret denne aften. Det var en meget flot gestus.

55 havde valgt at fejre vores 6 nye sortbælter i Taifu

Luka san, Natasha san, Valentin san, Ida san og Manon san
Vi har opnået flere flotte placeringer ved karatestævner i ind- og udland med hjælp og støtte fra vores dygtige coaches. Her vil jeg særligt fremhæve Nikoline Gaarn, som vandt sølv og bronze i holdkumite ved VM på Malta, og Luka, der ved samme VM vandt bronze i kumite åben klasse.
Ved Kodomo Cup i Odense var Taifu en af de mest vindende klubber, og stævnet var et klart bevis på, at Taifu har et meget højt niveau, og at udviklingen af talenter er konstant.

Meget flotte resultater til Taifu – Alle kom hjem med medaljer fra Kodomo Cup 2018
Talentudvikling
Shotogakusha har søsat et talentudviklingsprogram. Talenter fra forskellige klubber samles hver anden måned til træning under nogle af Danmarks allerbedste instruktører. Det er vi selvfølgelig rigtig stolte over, at kunne være en del af. Træningssamlingerne skaber også en masse nye venskaber på tværs af klubberne.

Talenttræning i Taifu – Her Luka san som er inde i en rivende udvikling
Karatedo med fokus
Taifu har i årets løb cementeret, at vi er en klub der står for traditionel karate, og ikke går på kompromis med det. Vi træner karate i en direkte linie fra Funakoshi sensei (karatens grundlægger) gennem Nakayama sensei, Tanaka sensei og Frank sensei. Vi går ikke på kompromis med vores værdier, og vi holder fast i den karate, som i disse år er udfordret af politiske og sportslige strømninger, som desværre skader fællesskabet indenfor karate. Taifu Karate Dojo vægter traditionelle træningsmetoder, fordybelse, selvbestemmelse, dedikation, ordentlighed, dannelse og identitet, og vi lader os ikke diktere eller styre af sportslige interesser. Det er helt i tråd med de værdier som vores hovedorganisation Shotogakusha står for, værdier som flere og flere karateudøvere og klubber viser interesse for.

Karatedo med fokus
Åbenhed
Vi har i årets løb haft en del åbne træninger, hvor alle har kunnet deltage. Det er en vigtig værdi for Taifu – at være åbne og at invitere andre med, som har lyst til at træne karatedo.
Sponsorer
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke vores sponsorer, som har støttet os i årets løb. Det er meget værdsat og I er med til at skabe udvikling for en masse mennesker i Taifu. Unge mennesker lærer vigtige kompetencer som selvtillid, disciplin og ordentlighed. Et sponsorat i Taifu bidrager til, at rigtig mange af vores unge mennesker lærer at fokusere og være i balance med sig selv når de senere skal vælge uddannelse eller arbejde.
Forældre i Taifu
Vi har rigtig mange engagerede forældre, som tager et stort ansvar i Taifu. Det er meget værdsat og jeres bidrag har stor betydning for, at alle vores arrangementer kan gennemføres. Jeg vil gerne sige kæmpe tak for jeres enestående hjælp og støtte.
Instruktører i Taifu
Der skal lyde et kæmpe tak til alle vores dybt engagerede instruktører og instruktørassistenter, som hver uge lærer karate videre til vores medlemmer. I er alle med til at gøre en positiv forskel for en masse mennesker. Vi har givet vores medlemmer mange små sejre i dojoen hver uge, godt hjulpet på vej af vores dygtige instruktører. Igen i år har vi haft omfattende fokus på instruktøruddannelse. Hver mandag og lørdag er der mulighed for, at vores instruktører kan fordybe sig i karatedo teknikker med undertegnede, ligesom vi to gange om året er vært for instruktøruddannelse i Shotogakusha. Derudover deltager en del af vores instruktører og instruktørassistenter hver anden fredag i instruktørtræning i Lundtofte under Frank sensei sammen med instruktører fra andre klubber.

Vores instruktører modtager uddannelse af de bedste

Jesper sensei blev i 2018 gradueret 7. dan
Bestyrelsen
Vores bestyrelse gør et stort stykke arbejde for at drifte Taifu. Særligt vil jeg fremhæve vores næstformand og daglige leder, Charlotte Stensholm san som udfører et kæmpe stykke arbejde med stort set alt hvad der foregår i Taifu. Det er svært at forestille sig Taifu uden Charlotte san, som i den grad tager ansvar for, at Taifu er et rart sted at være for alle.
Vores kasserer Pia Knudsen, udfører et stort stykke arbejde og med stor grundighed holder hun styr på økonomi, medlemsregistrering og regnskab. Vores stævnekoordinator Kristine Jensen san har igen i år sørget for, at vores medlemmer har kunne deltage i en masse stævner.
2019
Det kommende år kommer også til at indeholde mange aktiviteter, som vores medlemmer kan se frem til. Som noget helt særligt bliver der afholdt Europamesterskaber i karate i Odense til efteråret. Forberedelsen til EM vil naturligvis fylde en del for vores mange kæmpere. EM vil være den ubetingede største karatebegivenhed nogensinde i Danmark, og der forventes flere tusinde kæmpere. Taifu Karate Dojo forventer at have mindst 10 kæmpere med til EM.
Med ønsket om en rigtig god jul og et godt nytår til alle
Osu
Jesper F. Andersen
Formand i Taifu




