I dag blev der afholdt landsholdssamling i karate i Solrød. Taifu Karate Dojo har i en lang periode haft fem kæmpere på landsholdet, hvor Luka Vojinovic og Nikoline Gaarn har gjort sig stærkt bemærket ved deres flotte medaljeplaceringer ved både EM og VM i verdens største karateforbund WUKF.

I dag var der igen mulighed for, at nye karatetalenter kunne blive optaget på landsholdet. Taifu havde udvalgt seks af deres talenter til prøvetræning på landsholdet.

Til landsholdstræningen i dag havde landstræneren inviteret den legendariske polske karatekæmper Pawel Bombolewski, som er mangedobbelt Verdens- og Europamester i kumite (kamp). De seneste to dage har han undervist det danske landshold med sit helt unikke tekniske flair og legendariske præcision og hurtighed. Han var en kæmpe inspiration for alle landsholdskæmperne, som fik en masse ud af dagene.

Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at Taifu igen leverer kæmpere til landsholdet.

Taifu råder over en af de bedste talenttrænere i Danmark. Sensei Jesper F. Andersen har trænet over 40 udøvere frem til landsholdsniveau gennem årene, og klubben har vundet adskillige medaljeplaceringer ved NM, EM og VM. Det koster tid, sved og tårer at høre til blandt de bedste. Når andre f.eks. holder juleferie, så trænes der hver dag i Taifu Karate Dojo.

Taifu har endvidere tilknyttet en af de absolut bedste instruktører og udøvere indenfor Taekwondo til at hjælpe vores kæmpere. Landstræner og elitechef Jørn Chr. Andersen underviser fast i Taifu. Udover dette har Taifu hver uge besøg af tidligere landsholdskæmpere fra København, som deler ud af deres viden til Taifu kæmperne.

Til at støtte op om kæmperne i Taifu i det daglige, og under udlandsrejser, er Charlotte Stensholm en vigtig person. Charlotte er endvidere i gang med at tage den højeste internationale EU coach uddannelse der findes. Samlet råder Taifu således over faglige kompetencer på allerhøjeste niveau.

I Taifu trænes der allerede nu målrettet mod EM i karate, som afholdes til oktober i Odense. Det bliver den største karatebegivenhed i Danmark nogensinde, og der forventes over 2000 kæmpere fra hele Europa

På billedet ses kæmperne fra Taifu sammen med Pawel Bombolewski og coach Charlotte Stensholm. De nye landsholdsspirer får senere på ugen besked på, om de er optaget på landsholdet.

 

.