Facebooklinkedinmail

IMG_0802

 

Lørdag d. 15. juni var der historisk graduering i Taktisk Selvforsvar, da Carsten Dahl skulle gradueres til 1. dan, sort bælt, som den kun 2. udøver i klubbens historie.

Carsten, der er 47 år gammel, startede i tidernes morgen i 1982-1983 til karate i Tåstrup og opnåede brunt bælte under sensei Kaj Lundager. Derefter gik turen til Kyohan karateklub i København. Familielivet gjorde, at han holdt en længere pause fra karate, men startede igen op i Frederiksværk Shotokan Karate under sensei Jesper Andersen. For ca. 10 år siden blev Carsten gradueret til 1. dan i klubben og 2-3 år senere blev han gradueret til 2. dan. Da sensei Jesper Andersen i 2005 startede Taktisk Selvforsvar op, skiftede Carsten sit sorte bælte ud med et hvidt bælte i den nye klub, hvor han fandt sig godt til rette med det samme. I starten underviste han begynderholdet i Frederiksværk, senere flyttede klubben til Helsinge, hvor Carsten ikke underviste mere, men fortsatte sin fremgang som udøver. Carsten fulgte med Taktisk Selvforsvar til Frederiksværk og begyndte for ca. 2 år siden at undervise i klubben igen. Carsten underviser stadigvæk med stor gejst, og han er til hver eneste træning en stor motivation for klubbens øvrige medlemmer.

Carsten skulle en hård og krævende graduering igennem før han kunne løfte sit diplom, der er det fysiske bevis på en veloverstået og bestået graduering.

4 udøvere var klædt om til gi, mens flere andre var mødt op for at overvære gradueringen. Carsten varmede grundigt op i sommervarmen inden kl. blev 10.

Sensei, Jesper Andersen, og ekstern sensor, sensei Lars Andersen, mødte op og gradueringen begyndte. Carsten startede med at vise forskellige fundamentale slag og spark. Dernæst foreviste Carsten forskellige gulvteknikker inden fysikken blev testet med forskellige krævende øvelser med spark på puderne. Teknikniveauet var højt og små korrektioner blev foretaget af sensei, Lars Andersen. Carsten gik til den og energien blev flittigt brugt, da han viste forsvar mod forskellige greb i tøj og arme og diverse nedtagninger og stående låse.

Så blev det tid til at Carsten skulle vise sine evner i kamp. Han startede med stående kamp, hvor der er fuld kontakt til krop og ben og semi-kontakt til hovedet. Han startede med en kamp mod den lidt tungere, men særdeles bevægelige, Thomas B., hvor Carsten flittigt og kontrolleret parrerede spark og viste god kontraboksning. I den næste kamp kæmpede Carsten mod Thomas H. som også er ret mobil, her fik Carsten vist sit repertoire af spark, da han holdt Thomas H. på afstand med effektive spark til ben og krop. I den 3. kamp kom Carsten op mod Felix, hvor Carsten effektivt udnyttede de huller han fandt med slag og spark.
Dernæst kom Carsten på gulvet, hvor han startede med en gulvkamp mod Tobias. Carsten dominerede kampen ved hele tiden at kontrollere Tobias fra top position. Felix var næste modstander og igen dominerede Carsten fra toppen. I den 3. og sidste gulvkamp skulle Carsten op mod Thomas H. Carsten var ved at være helt tom for kræfter nu, hvilket ikke er det bedste udgangspunkt for en gulvkamp mod Thomas H., der har brunt bælte, og er en anelse tungere end Carsten. Carsten gav sig ikke uden kamp, men Thomas H. trak den sidste rest af energi ud af den godt kæmpende Carsten, der ofte befandt sig nederst og måtte kæmpe for at forbedre sin position.
Heldigvis var gradueringen ikke slut endnu, da sensei Lars Andersen udsatte Carsten for forskellige selvforsvarsøvelser, der testede Carstens reaktion mod et pludseligt angreb. Carsten stod med lukkede øjne mens Thomas B., Thomas H., Felix og Tobias på skift angreb Carsten med greb i tøj og arm og halsgreb. Carsten viste en sund og effektiv refleks, da han forsvarede alle angreb effektivt, selvom der tydeligvis var udsolgt af energi.
Dernæst havde sensei Jesper Andersen også et par øvelser til Carsten, hvor han skulle vise selvforsvar mod 2 modstandere, der angreb mens Carsten var i forskellige positioner stående og liggende. Carsten reagerede hurtigt og effektivt på de forskellige angreb der kom, og han viste mentalt overskud selvom der fysisk ikke var flere ressourser tilbage.

En tydeligt træt, men glad, Carsten tog til sidst imod sit diplom og stående applaus.

En flot præstation og et kæmpe tillykke til Carsten.

Tekst: Thomas Bosold

Facebooklinkedinyoutubeinstagrammail